Slæbestedet ved Fiskerhøj har ind imellem besøg af folk med vandscootere. De nyder lige som os andre den dejlige natur – men det kan larme, og det kan være farligt for andre, hvis de sejler for tæt på by og strand.
Sidste sommer havde 7 naturelskere med vandscootere lagt en slalombane ud 100 m fra land ved Havskoven, og det er ulovlig. Så jeg sejlede forbi med min kajak og bad om, at de overholdt lovens regler om, at man kun må sejle hurtigt 300 m fra kysten. Jeg bad også om at se deres speedbådskørekort.. De nægtede, selv om jeg sagde, at så ville jeg ringe til politiet. Lidt senere var jeg ved at blive sejlet ned, mens jeg talte med politiet. Det er ikke rimeligt.
Jeg ved ikke, om politiet fulgte op på min anmeldelse. Men jeg vil opfordre til, at alle beder folkene med vandscootere om at overholde loven, når de kommer på besøg ved vores by og dejlige bugt. Hvis de overtræder loven, bør man anmelde det til politiet, så de lærer at respektere loven og os, der bor her.
Lovens regler er kort fortalt:
- Sejlads med jetski og vandscootere er kun tilladt i en sikkerhedsafstand fra kysten på 300 meter og derover, bort set fra transporten til og fra. Her skal man sejle vinkelret på kysten, og man må maksimalt sejle med en hastighed på 5 knob, svarende til godt 9 km. i timen inden for de 300 meter.
- Føreren af vandscooteren skal have et speedbådskørekort
Overtræder man reglerne om afstand fra kysten, falder der en bøde på 1.500 kroner. Har man ikke et speedbådskørekort, falder der også en bøde på 3.000 kroner.
Læs mere her:
lokalavisen.dk/razziaer-mod-haergende-vandscootere-/20140523/artikler/705249874