Studstrup på IT-motorvejen

Studstrup Borgerforening har sendt denne pressemeddelelse ud om planer for bredbånd:

Studstrup er på vej i overhalingsbanen på IT-motorvejen, idet lynhurtigt internet skal være med til at fremtidssikre og markedsføre byen, der i dag har omkring 1200 beboere.

Studstrup Borgerforening forhandler med den sjællandske udbyder Nianet, der i givet fald skal føre kabler ind til hver bolig, som tilslutter sig. Borgerne vil dermed få adgang til ægte bredbånd, forskellige tv-pakker og telefoni i et og samme kabel.

På generalforsamlingen var der blandt de knap 40 fremmødte en markant opbakning til ideen. Foreningen vil senere indkalde til et borgermøde, hvor tankerne og beløbene bliver mere konkrete.

"Installationen koster selvfølgelig penge, men vi kan klare det ved at optage et fælles lån, som afdrages over den månedlige afgift. Prisen bliver alligevel mindre for de, der typisk har "husmands-bredbånd" og en lille tv-pakke på parabolen," fortæller Birger Agergaard, der på generalforsamlingen afløste Flemming Thøgersen på formandsposten.

"En anden fordel er, at man ringer gratis internt i Studstrup og til andre byer, der er tilsluttet samme net," siger Birger Agergaard.

Studstrup er sammen med Løgten-Skødstrup et af Århus Kommunes vækstområder, og der er netop udstykket grunde til godt 50 boliger i Studstrup. De 40 er allerede solgt eller ved at blive solgt.

Se også artiklen "Internet, TV og telefoni i samme kabel"