Bestyrelsen

Henvendelse til Studstrup Strandejerlaug Kan foregå til:

Bestyrelsesformand
Henning Kongstad, Studstrup Strandvej 6

Kasserer
Inge Kiel Nielsen, Stenvendervej 3

Vedtægter for Studstrup Strandejerlaug

Navn:
Foreningens navn er Studstrup Strandejerlaug.

Formål:
Laugets formål er at eje matr. Nr. 2g og den del af 2b der er beliggende mellem Studstrup Strandvej og Kalø Vig af Studstrup by, Skødstrup sogn, for derigennem at sikre arealets friholdelse for bebyggelse med henblik på medlemmernes opholdsret og udfoldelse af fritidsaktiviteter.

Optagelse af medlemmer:
Som medlemmer kan optages ejere af grunde og parcelhuse i Studstrup, hvis areal er placeret inden for begrænsningen Kaløvig – Sanatorievej Studstrupvej – Præstekravevej og det levende hegn, der afgrænser Studstrupværkets arealer.

Optagelse sker mod at grund- og parcelhusejerne indbetaler en eller flere andele på kr. 2.500,-, hvilket beløb indexreguleres iflg. Boligudgifter jfr. forbruger plus indexet. (Dec. 1972 – 192).

Såfremt et medlem sælger eller overdrager sin ejendom til en anden, skal overdrageren sørge for, at den nye ejer med laugets samtykke indtræder i hans rettigheder og forpligtelser over for lavet. Nægter lauget en ny ejer at indtræde, skal andelen udbetales. Udmelder et medlem sig af lauget, fortaber han ethvert krav på andel i laugets formue. 2 års kontingentrestance betragtes som udmeldelse.

Medlemmers rettigheder og hæftelser:
Medlemmerne er ligeligt andelsberettigede i laugets formue. Overfor tredjemand hefter medlemmerne kun med deres indskud.

Benyttelse af Strandgrunden matr. nr. 2g ogdel af 2b:
Medlemmerne er berettigede til at opholde sig og færdes på arealet og udnytte de til enhver tid eksisterende faciliteter. Endvidere er det tilladt at foretage ophaling og oplægning af joller og småbåde.

Parkering af biler samt campering på området er forbudt.

Bestyrelsen må udfærdige og opsætte ordensreglement, der skal respekteres.

Laugets organer:
Laugets organer er generalforsamlingen og bestyrelsen.

Generalforsamlingen, hvortil alle medlemmer har adgang, er laugets højeste myndighed inden for de i lovgivningen og i nærværende vedtægter fastsatte rammer.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indvarsling sker med 14 dages varsel ved skriftlig indkaldelse.

Forslag, som af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt indsendes til et medlem af bestyrelsen senest 7 dage før.

Dagsordenen skal indeholde:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning om virksomheden.
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse og fastsættelse af evt.  kontingent.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse.
6. Valg af revision.
7. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 30 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom. Indvarsling og indkaldelse sker som ved ordinær generalforsamling.

Hvert medlem har én stemme.

Forslag, som måtte komme til afstemning, afgøres ved simpel stemmeflerhed af de fremmødte til generalforsamlingen med mindre andet er bestemt i denne vedtægt.

Ændring af vedtægterne kræver mindst 2/3 af de afgivne stemmer, dog mindst 50 % af medlemmerne. Afstemning skal ske skriftligt og kan ske ved fuldmagt.

Forslag om opførelse af faciliteter samt projekter der ændrer arealets karakter og udseende, afgøres af generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal, men forpligter økonomisk kun de interesserede medlemmer, for så vidt angår den del af udgifterne, som ikke kan dækkes af det vedtagne kontingent.

Kontingentet må ikke overstige det nødvendige beløb til afholdelse af laugets rene driftsudgifter.

Kontingent skal betales inden 1. maj.

Bestyrelsen:
Bestyrelsen består af 3 medlemmer, som konstituerer sig selv. Bestyrelsen varetager den daglige drift.

Lauget tegnes af samtlige bestyrelsesmedlemmer i foreningen.

Beslutning træffes ved simpel stemmeflerhed.

Revision:
Til revision af regnskabet vælges to revisorer, der godkender regnskabet med deres underskrifter.

Regnskab:
Laugets regnskabsår går fra 1/3 – 28/2. Evt. overskud indgår i laugets formue, og evt. underskud fordeles ligeligt blandt medlemmerne.

Opløsning:
Opløsning af lauget kan finde sted, såfremt beslutning herom træffes med 2/3 af de afgivne stemmer på 2 generalforsamlinger afholdt med mindst 2 og højst 4 ugers mellemrum.

Såfremt opløsning vedtages, skal der på den anden generalforsamling vælges 2 likvidatorer til at afvikle laugets virksomhed.

Forekommer der herved et overskud, evt. underskud, fordeles dette blandt medlemmerne i forhold til deres andele.


Således vedtaget ved den Stiftende Generalforsamling for Studstrup Strandejerlaug på Løgten Kro, den 15. marts 1973.

B. Bøggild Eriksen
Studstrup Strandvej 20
Generalforsamlingens dirigent