|
Bestyrelsesmøde, Studstrup Borgerforening, 5. oktober 2011
Deltagere: Ebbe Nørkjær, Nanna Eriksen, Ane Dybdahl, Klaus Haulrik, Nina Olsen, Anne Røjkjær Afbud: Allan Midtgaard Referent: Anne Røjkjær
1. Aktivfest Igen i år afholder borgerforeningen Aktivfest for alle de Studstrupborgere, der under borgerforeningen arbejder for, at Studstrup er og fortsætter med at være et dejligt sted bo. Fx medlemmer af busudvalget eller sommerfestudvalget og de borgere der bruger deres fritid på, at alle vi andre kan komme i god fysisk form – eller dem, der blot giver en hånd med, når fx børneudvalget her behov for en ekstra hånd til deres arrangementer.
Som noget nyt er også kommende aktive under borgerforeningen inviteret. Så hvis du overvejer om det er noget for dig at være aktiv i Studstrup Borgerforening, så tag med til festen. Mød og få en snak med dem, der allerede er aktive.
Tilmeld dig festen via tilmelding@studstrup.dk
Festen holdes fredag 18. november kl. 19.00 på Kaløvigskolen. Det koster 50 kroner at være med. Tilmelding er bindende.
2. Bussagen Opdatering på bussagen: Så vidt vides er det fortsat kommunens plan at etablere en rundkørsel i krydset Ønsbækvej/Præstekravevej. Ifølge de planer busudvalget kender til, så skal der eksproprieres 103 km2 i to private haver for at give plads til rundkørslen. Både bududvalget og de implicerede grundejere arbejder på at komme i dialog med Århus Kommune.
Den nye køreplan for linie 17 har desuden den konsekvens, at der ’en gang hver morgen og cirka 3 gange hver aften holder 2 busser parkeret ved den nye endestation på Præstekravevej. Den nye buslomme er ikke stor nok til at rumme to busser, hvorfor den ene bus ofte holder parkeret helt ude på Præstekravevej, alternativt med forenden i buslommen og bagenden ud på Præstekravevej.
Der er gjort indsigelser og stillet spørgsmål til Århus Kommune, Midttrafik, Århus Sporveje og politiet vedr. sikkerheden på Præstekravevej. Ifølge Århus Kommune holder busserne fuldt lovligt parkeret.
Yderligere opdatering på bussagen kan følges på www.studstrup.dk
Borgerforeningsbestyrelsen opfordrer alle til at skabe debat om den nye busløsning, evt. gennem debatindlæg til medierne.
3. Efterårsferiearrangement Æblepresser - Sidste søndag i efterårsferien, 23. oktober fra klokken 10.00 til cirka 14.00, er der mulighed for at lave most ud af de efterårsmodne æbler. Medbring dine egne fra haven eller tag på æbleplantage og pluk æbler til en hjemmepresset most. Husk at vaske og skære æblerne hjemmefra.
Arrangementet finder sted ved Kaløvigskolen og vil blive yderligere annonceret.
4. Evt. Det besluttes, at listen over kontingentbetalende medlemmer af borgerforeningen lægges på hjemmesiden. På denne måde kan du altid tjekke, om din betaling er registreret.
Der vil blive lavet klistermærker med teksten "Vi støtter Studstrup Borgerforening", som betalende medlemmer får udleveret fra opkrævningsåret 2012. Sæt klistermærket på din postkasse og vis, at du støtter det gode arbejde, der laves af frivillige Studstrupborgere. Fx sommerfest, julefest, sikre reparation af vejbelægning og opsætning af badebro og meget, meget mere, som vi alle nyder godt af.
Fra 2012 kan borgerforeningen tilbyde kontingentopkrævning via betalingsservice. Dette for at sikre, at glemsomhed ikke modarbejder den gode vilje, der er i forhold til at støtte arbejdet i borgerforeningen. Nærmere information om dette, når vi nærmer os tidspunkt for kontingentbetaling.
|