|
(13.11.2006) Amtets embedsmænd leverer en krystalklar afvisning af Dongs ansøgning om at producere bioethanol ved Studstrupværket.
Må vi have lov at citere fra indstillingen:
"...væsentlige planlægningsmæssige og miljømæssige problemer for projektet ved Studstrupværket. Projektet forekommer behæftet med så stor usikkerhed, at det er relevant at overveje at stoppe VVM-proceduren, primært med baggrund i risiko for negativ miljømæssig påvirkning af Kalø Vig og lugtpåvirkning af omgivelserne."
Og videre:
"Hertil kommer, at der for trafikafvikling nok foreligger forslag til løsninger, men der er hverken givet tilsagn fra ansøger eller vejmyndighed om udførelse og finansiering af nogle af de skitserede løsningsmodeller.
Endelig vurderes landskabspåvirkningen som meget negativ for områdets væsentlige rekreative udnyttelse, og det må betegnes som planlægningsmæssigt problematisk at tillade et omfattende industrianlæg her.
Vurdering af virkning af den meget omfattende indvinding af grundvand er endnu ikke færdigbehandlet, men også der er væsentlige problemstillinger at overveje.
Samlet set findes det planlægningsmæssigt og miljømæssigt uforsvarligt at tilsidesætte disse væsentlige hensyn."
Så vidt embedsmændenes - dvs. natur- og miljøchef Jytte Heslops - indstilling. For ét er en indstilling - noget andet er, hvad politikerne beslutter sig for!
Politikerne i amtet har sagen på dagsordenen 16. november, herefter holder vi gryden i kog på det store borgermøde 20. november, og herefter skal teknisk udvalg 30. november beslutte sig for, om de vender tommelfingeren opad eller nedad.
Vi er bestemt optimistiske!
Læs hele indstillingen her.
Kom til borgermøde om bioethanolsagen mandag den 20. november på Egå Amtsgymnasium.
Bag borgermødet står grundejerforeninger i Skæring, Skødstrup Fællesråd og Studstrup Borgerforening. Der er plads til over 300 tilhørere denne aften, og vi skal nok få fuldt hus.
Vi inviterer politikerne i udvalget, Århus Kommune, miljøministeren, trafikministeren, organisationer i området og naturligvis også repræsentanter for DONG Energy. Læs nærmere her på siden snart
26.10.2006) Onsdag den 25. oktober kom politikerne i amtets tekniske udvalg hjem fra studieturen til det svenske bioethanolværk, og samme dag havde borgerforeningen foretræde for udvalget. Vi afleverede de over 3300 underskrifter mod planerne – tak for dem, alle bidragydere! – og samtidig afleverede vi en lang række argumenter. Meget meget mærkeligt var det, at lige netop mens politikerne besøgte det svenske værk, var det ikke i fuld drift, og derfor var lugten begrænset. Men de fik at vide af amtet miljøchef, Jytte Heslop, at da hun og en kollega besøgte værket tidligere på året, var lugten markant værre. Under foretrædet sagde vi, at politikerne nu har alle de nødvendige argumenter for at afvise planerne straks, mens de ikke havde sikre argumenter FOR et bioethanolanlæg – nemlig fordi VVM-undersøgelsen er fyldt med usikre formuleringer og formodninger. Undersøgelsen er endda skrevet af Elsam/Dong selv!
Grundlag for stormøde Vi sagde til politikerne, at vi forbereder et stort borgermøde for borgerne i Skæring, Studstrup og Skødstrup den 20. november, men hvis politikerne egentlig havde tænkt sig at afvise ansøgningen nu, så ville vi aflyse stormødet. Men det ville udvalget dog ikke sige ja til – så der ER grundlag for at holde mødet. Læs om det andetsteds her på hjemmesiden.
Hvornår tages beslutningen? Hvornår beslutter politikerne sig så? Det er lidt usikkert. De sagde under foretrædet, at det kan ske 30. november, men ifølge deres udmeldinger til medierne samme dag kan det lige så vel være, at de vil udsætte beslutningen – eksempelvis hvis der er brug for en helt ny og mere troværdig VVM-redegørelse. Hvis det sker, vil hele sagen blive overladt til staten, idet amtet nedlægges til nytår, og ansvaret for miljøsagerne overgår til Statens Miljøcenter. Dette er ikke i sig selv i lokalområdets interesse, fordi Statens Miljøcenter ikke nødvendigvis kender tilstrækkeligt til de lokale forhold – og måske tager det ikke specielle lokale hensyn. I hvert fald får vi så en ny part at fodre med dokumentationer og argumenter.
Læs artiklen om argumenterne, som også bliver optaget i lokalbladet 8541 som artikel.
(26.10.2006 - artikel i bladet 8541)
Modstanden mod Elsam/DONGs planer om en biobenzinfabrik ved Studstrupværket breder sig. 3300 underskrifter fra et stort område er afleveret til politikerne i amtets tekniske udvalg, som skal tage den endelige beslutning, og samtidig kræver flere og flere, at politikerne melder ud om deres holdning til anlægget. Repræsentanter for Studstrup Borgerforening og Kaløvig Bådlaug havde 25. oktober foretræde for politikerne, lige da de vendte hjem fra en studietur til Sverige. Her skulle de se og lugte til et bioethanolværk, som Elsam/DONG Energy hidtil har påstået var kommet over lugtproblemerne. Så sikre var energiselskabet, at man ville hyre den svenske ingeniør til at tage sig af lugtproblematikken på det planlagte anlæg i Studstrup. Men der lugter ganske forfærdeligt ved værket i Sverige, kunne vi selv konstatere, da to fra borgerforeningen besøgte naboer til værket. Embedsmændene i Århus Amt havde konstateret det samme under deres besøg. Dermed faldt Energiselskabets vigtigste argument til jorden. Da skorstenen i Studstrup planlægges til at blive næsten dobbelt så høj, vil lugten komme endnu længere ud. Det vil give lugtgener langt ind i Skæring og i Løgten-Skødstrup. Foruden Studstrup, naturligvis.
Ufravigeligt krav Vi var derfor glade for, at også politikerne skulle til Sverige. Mærkeligt nok var det svenske anlæg ikke i fuld drift under studieturen, så lugten var begrænset. En af politikerne sagde dog ved hjemkomsten, at sådan et værk ville han ikke bo i nærheden af, og udvalgsformand Erik Poulsen stillede igen et krav om, at DONG skal kunne garantere en helt lugtfri teknik, og en nulløsning for spildevandet. Det er vi glade for at høre, for det får DONG særdeles svært ved. Men der er mange andre problemer end lugten og spildevandet: • det visuelle miljø - kemifabrikken bliver grim og synlig i store afstande - også fra Mols. • sikkerheden (ethanol er sprit og letantændelig, og sammen med den livsfarlige ufortyndede ammoniak, værket vil bruge, bliver det til en sprængfarlig bombe og et oplagt terrormål) • et bioethanolanlæg har et kæmpemæssigt forbrug af vand – det svarer til 10.000 husstandes forbrug. Noget eller det hele skal hentes i Brandstrupboringen, som også forsyner Skødstrup og andre byer. Dette kan betyde en alvorlig sænkning af vandspejlet. • trafikken på vejene til Studstrup (op til 116 lastbiler om dagen - hver vej) • den store byudvikling i især Skødstrup hæmmes – hvem vil bosætte sig i et område, hvor der lugter, ser grimt ud og er befængt med lastbiltrafik? • støjen – det svenske værk støjer markant i flere hundrede meters afstand.
Dyrt sparede 10 procent Elsams eneste argument for at placere fabrikken i Studstrup er den såkaldte synergieffekt – altså det, at man kan genbruge dampen og nogle af de øvrige processer, der er på Studstrupværket. I april sagde Elsam, at dette giver en driftsbesparelse på 10 procent. Hvis man sætter dette lille og særdeles usikre tal op imod miljøproblemerne – ja så giver svaret sig selv.
|