|
Det er ikke vores intention at male Fanden på væggen, når vi herunder skriver om faren ved ren ammoniak og om nogle af de ulykker, som ammoniak har været årsag til.
På den anden side vil vi heller ikke acceptere, at risikoen nedtones til "13 døde for hver million år i Studstrup", som der var tendens til fra værkets side på borgermødet.
Tal er taknemmelige, men i november 2005 og i september 2001 var det blodig virkelighed i henholdsvis Mexico og Toulouse.
På borgermødet sagde Studstrupværket, at de ikke har kendskab til danske ulykkestilfælde. Studstrupværket oplyste samtidig, at der VIL ske uheld i Studstrup, men af den slags, der kun anretter meget begrænset skade og meget små spild.
Trods disse oplysninger var der i 2004 et udslip på Enstedværket - Studstrupværkets søsterselskab - hvor der skete personskade.
I Esbjerg, hvor kraftværket i godt et år har renset røgen med ren ammoniak, har der allerede været flere udslip, har vi fået oplyst.
Først et afsnit om, hvor farligt ren ammoniak er, og længere nede omtale af nogle af de værste ulykker, samt omtale af udslip i Danmark.
Brandfarlig, eksplosionsfarlig, giftig, ætsende
Bus og tankvogn med ammoniak kolliderede i Mexico
25. maj 2004: 16 dræbt i Rumænien
29 døde i Toulouse, 2500 såret, 90 skoler evakueret
161 dræbt i Nordkorea i april 2004
Staten New York: 107 udslip på fem år
Danmark: Seks på sygehus i Aabenraa
Ufortyndet ammoniak (NH3) optræder uden tryk som gas, men transporteres og opbevares under tryk, hvorved den gøres flydende. Slipper den ud af tanken, udvikler den en sky af ammoniak-gasser.
Ammoniak i ren form er en af de farligste kemikalier, vi anvender bredt.
Beredskabsstyrelsen har et indsatskort for kemikalieheld. På nettet ligger indsatskortet her.
Hvis vi kort opsummerer farerne, er de:
- Brandfare.
- Bksplosionsfare: dampene danner eksplosive blandinger med luft, men i lukkede rum overskrides øvre antændelsesgrænse let.
- Indåndingsfare: giftig og ætsende. Ved brand dannes meget giftige nitrøse gasser
- Sundhedsfare: ætsende.
- Miljøfare Meget giftig for vandmiljøet.
- Specielle risici: stoffet er en base. Stoffet kan reagere eksplosivt med oxidationsmidler. Fare for forfrysninger ved kontakt med flydende stof. Stoffet virker korroderende på kobber, zink og aluminium.
Om indsats ved kemikalieuheld: følg linket herover.
16. november 2005 skete en alvorlig ulykke i det nordvestlige Mexico, hvor 38 omkom.
Det var ikke kvæstelserne ved ulykken, som forårsagede størsteparten af dødsfaldene. Det gjorde derimod følgen af at indånde ammoniak.
Ulykken skete, da tankbilens bremser svigtede, og bilen rutchede 20 meter ned i en vejslugt og endte på taget af bussen. Ammoniak strømmede ud, og det gjorde det ekstra vanskeligt for politi og redningsmandskab at hjælpe de tilskadekomne.
16 mennesker blev dræbt, da en tankbil med ammoniak eksploderede i Mihailesti i det sydøstlige Rumænien.
Ulykken skete, da brandmænd forsøgte at slukke ilden i tankbilen, der var opstået ved et trafikuheld. Seks brandmænd, to journalister og otte tilskuere døde ved eksplosionen. 11 andre blev såret, oplyste politiet.
21. september 2001 eksploderede to produktionshaller på en gødningsfabrik i Toulouse i Frankrig. Bygningerne fløj bogstaveligt i vejret.
Hvad nogle troede var terroristernes opfølgning på World Trade Center-katastrofen 10 dage tidligere, viste sig at være følgen af et uheld ved produktion af ammoniak-nitrat (NH4NO3), hvor gasformig ammoniak var en af bestanddelene i processen.
De første rapporter meldte om 29 døde og 34 alvorligt kvæstede. Dødstallet holdt, men antallet af kvæstede løb op på ca. 2500 personer.
90 skoler i omegnen blev evakueret, ruder i fem kilometers radius blev knust, og der var utallige paniksituationer.
22. april 2004 blev 161 personer på en togstation i Nordkorea dræbt, da en togstamme med ammoniak eksploderede og lagde alle bygninger inden for 500 meters radius ned. Ved sammenkobling af nogle togvogne kom ammoniakken i forbindelse med olie, hvorved eksplosionen skete.
Det oplyser FNs Miljøprogram (UNEP) på en side om netop denne katastrofe.
FNs Miljøprogram har en oversigt om transportulykker i tidens løb, og ammoniak har været årsag til flere af dem. Især Indien og USA tegner sig for farlig transport med ammoniak.
Se oplysningerne på FN-hjemmesiden:
http://www.uneptie.org/pc/apell/disasters/lists/cstransport.html
Staten New Yorks sundhedsdepartement har gjort antallet af uheld og ulykker med kemikalier op for årene 1993-1998.
De tilfælde, hvor ammoniak var indblandet, udgjorde 107, og sammenlagt 1889 mennesker blev evakueret.
61 personer blev kvæstede som følge af uheldene. Ingen blev dræbt.
Af de 107 uheld fandt de 101 sted på faste installationer. fem ved tankvognskørsel og en enkelt ved togtransport.
Se rapporten her
Torsdag den 3. juni 2004
Seks personer måtte på sygehuset efter at en ventil på Enstedværket i Aabenraa sprang læk torsdag formiddag (3. juni), og ammoniak sivede ud og drev ind over bydelen Styrtom i det sydlige Aabenraa. Falck sendte 5-6 ambulancer til henholdsvis el-værket og en autoforhandler overfor værket, hvor nogle arbejdere følte sig dårlig tilpas.
Ulykken opstod på grund af en lækage i en ammoniaktank. 100 kg. ammoniak løb ud.
|