"Supplerende" oplyninger til amtet

16. marts sendte Elsam de ventede "supplerende" oplysninger til amtet. Allerede på borgermødet 10. januar fortalte Elsam, at miljøansøgningen fra 17. november ville blive ændret - ikke mindst på baggrund af beredskabschefens stærke advarsler og Studstrup Borgerforenings kritik af den store risiko ved at benytte ufortyndet ammoniak.

På borgermødet varslede produktionschef Lars Kronholm Christensen, at man ønsker at reducere de to ammoniaklagre til halv størrelse, og samtidig omslutte lagrene med en skal af beton.

Men hvis nogen satte næsen op efter, at Elsam ville ændre teknologi til fortyndet og dermed langt ufarligere ammoniak, blev de skuffet. Ej heller den helt store anstødssten i debatten - trafikken med dødsensfarlig ammoniak - har Elsam beskæftiget sig med i de "supplerende" oplysninger.

Elsam har fået Cowi til at udarbejde nye beregninger på, hvad der sker, hvis der sker forskellige typer uheld og ledningsbrud.

Igen er der ikke beregnet, hvad der sker, hvis to lastbiler, den ene med ammoniak, forulykker et sted på vejen til Studstrup. Det føler Elsam ikke er sagen vedkommende...

Nå?