|
Elsam satser på at anvende ren, gasformig ammoniak i røgrensningen på Studstrupværket. Ammoniak koger ved minus 30 grader, og gassen er særdels eksplosiv. Ammoniak skal derfor udsættes for et voldsomt tryk for at gøre den flydende.
Dette tryk, og farligheden af gassen, kan kontrolleres ved hjælp af en meget høj sikkerhed, siger Elsam.
Men der findes andre, og langt mindre farligere teknologier, især når vi betragter transportsiden.
Disse alternativer er til gengæld dyrere. Men Studstrup Borgerforening mener ikke, at sikkerhed skal være et spørgsmål om penge.
Her er omtalt nogle af de stoffer, der kan anvendes i røgrensningen:
De fleste lande går uden om ren ammoniak
Ammoniakvand er ret ufarligt
Urea anvendes i røgrensning
Tyskland gør det meget lidt. Sverige tør ikke. Flere andre europæiske lande tør heller ikke - ifølge Studstrup Borgerforenings kilder.
Det, de ikke er modige nok til, er at anvende ren ammoniak til røgrensning. De anvender i stedet vandopløst ammoniak (salmiakspiritus), idet det nok er ætsende og farlig at indånde i større mængder, men ikke er eksplosionsfarlig.
Men Elsam tør godt. Enstedværket ved Åbenrå og Esbjergværket hører til kraftværker under Elsam Kraft, som anvender ren ammoniak i deres Denox-anlæg, og det er planen, at også Studstrupværket skal anvende denne teknologi.
Kilder, vi har talt med, siger, at i Sverige er man højlydt forbavsede over, at man i Danmark tør anvende en teknologi med oplagring og anvendelse af ren, gasformig ammoniak.
På meget store anlæg i Sverige anvendes ammoniakvand, og på andre kraftværker anvendes urea, idet "Urea kör man med idag, det är en gammal teknik med sämre verkningsgrad"
Ammoniak i gasform (dvs. ren ammoniak) er ikke nogen god løsning, idet den ganske enkelt er for farlig, siger vor kilde i Sverige. Kilden fortsætter:
"I sverige er der en sikkerhedszone på minimum 2-3 kilometer omkring et sådant lager," siger kilden og er bestyrtet over, at der ligger en lille by lige op ad Studstrupværket.
Han fortæller også, at ren ammoniak skal opbevares ved ca. 8 atmosfæres tryk, og hvis en sådan tank flækker, vil ammoniakken komme som en bølge eller lavine grundet trykket. "Ammoniak i de mængder er ikke til at standse uanset hvor godt et beredskab man har."
Vandopløst ammoniak (salmiakspiritus) er om ikke helt ufarligt, så slet ikke i samme højrisikoklasse som ren ammoniak.
Derfor blev denne teknologi gang på gang foreslået på borgermødet, og også siden har vi hørt mange - også fagfolk - tale varmt om ammoniakvand.
Teknologien skulle faktisk kun have en ulempe: den er dyrere. Dels koster det ekstra i energiforbrug at afdampe den vand, der er blandet i ammoniakken under røgrensningen. Og dels skal der bruges flere lastbiler til transporten, når der følger vand med, men en kilde har anslået, at merprisen kan holdes på 1,2 mio. kr. årligt.
"Men hvorfor overhovedet køre lastbiler til Studstrup? Ammoniakvand er ikke eksplosivt og kan derfor lagres i store tanke, og så kan man en eller to gange om året sejle ammoniakken hertil," mener en kilde, som ikke ønsker sit navn frem.
Stoffet urea, som forhandles i granulatform, anvendes i en række lande i Denox-anlæg i stedet for ammoniak. Virkningen er den samme, men Studstrupværket mente på borgermødet, at Urea ikke er anvendt i samme storskala, som de danske kraftværker kører med. Urea skulle også være dyrere end ammoniak.
Her er, hvad firmaet Yara (tidligere Norsk Hydro) skriver om urea:
Urea leveres i fast form som granulat, prills eller som microprills og indeholder 46% nitrogen. Det kan også leveres opløst i vand, som primært anvendes til rensning af røggasser (luftrensning). Urea er ikke korrosiv og det er ikke mærkepligtig, hvorfor det er enkelt at håndtere.
Urea er en reaktiv blanding med kompleks kemi og fremstilles af ammoniak og carbon dioxide under højt tryk.
|